Bøf bearnaise med grillede bønner og kartofler
Kan være klar om 35 minBøf og bearnaise skal ikke tage ret lang tid at lave. Men, det skal emme af råt kød og bacon og det er virkelig en herreret, så hvis du vil forkæle din mand er dette det helt rigtige valg. ;-)
Tænd ovnen på 200 grader med varmluft funktionen tændt.
Du starter helt enkelt med at skylle de friske bønner og fordeler dem på et stykke bagepapir inden du sætter dem ind på en plade i den varme ovn.
Skyld kartoflerne godt, men du behøver ikke skrælle dem. Hæld kartoflerne i en gryde, hæld vand i så det lige dækker kartoflerne og sæt gryden over ved fuld blus. Når vandet koger skruer du ned for blusset og lader kartoflerne koge i ca. 10 minutter.
Hvis du selv laver bearnaisesovs (din kæreste vil blive imponeret!) så er det nu du skal gå i gang med den. Ellers tager du bare en kasserolle og varmer den færdige sovs op. Jeg sladrer ikke.
Derefter hælder du vandet fra kartoflerne og lægger kartoflerne ind sammen med bønnerne i ovnen.
Varm en pande op til den er rygende varm. Pak bøfferne ud og hæld lidt olie på hver side af dem - krydr dem også med salt og friskkværnet peber inden du lægger dem på den varme pande. Giv dem et minutter på hver side afhængigt af, hvor tykke de er og tril dem også gerne på kanten så baconen får lidt farve og ekstra smag.
Mærk på bøfferne når du lægger dem på panden og prøv at fornemme om de bliver en smule hårdere efterhånden som de steger. De må absolut ikke blive tørre og de skal efter min mening være røde inden i med en svagt karamelliseret stegeskorpe yderst.
Tag bøfferne af panden og læg dem på en tallerken (gerne opvarmet) med staniol over indtil kartoflerne og bønnerne er færdige - gerne omkring 5 minutter. Bønnerne bliver helt indtørrede, men de smager rigtig lækkert med salt på. Kartoflerne må gerne få en anelse sprødhed i toppen og de skal selvfølgelig være helt møre, så nap en og smag på den.
Lav to flotte tallerkener med bøffer, de grillede bønner og kartofler på og hæld lidt bearnaisesovs ved. Din kæreste vil elske dig for det! :-)
Synes du godt om, får du opskriften i en fin pdf som tak - uden reklamer. Lige til at printe ud.
Ingredienser til bøf bearnaise
2 bøf tournedos med bacon
250 gram friske grønne bønner
500 gram kartofler
Hjemmelavet bearnaisesovs (eller bare den nemme fra købmanden)