Billede af grydebrød med rosmarin og tranebær

Grydebrød med rosmarin og tranebær med saftig krumme og sprød kant

Kan være klar om 3 timer

Hæld tørgær, tranebær, rosmarin, peber og salt ned i en skål. Si melet ned i skålen og rør godt rundt.

Varm vandet op i en kasserolle til det næsten koger og tag gryden af blusset. Hæld den kolde mælk og olivenolien i - så kommer temperaturen til at passe.

Hæld den lune væske fra kasserollen i melblandingen lidt efter lidt og rør godt rundt. Dejen skal føles fugtig uden at være klistret. Er dejen for tør, så kom en smule mere mælk i. Drys lidt mel på bordet og ælt dejen stille og roligt i et par minutter inden du samler den til en kugle.

Smør indersiden af en stor gryde med olivenolie og drys lidt mel på så dejen ikke hænger fast. Læg dejen op i gryden og pensl toppen med lidt olivenolie. Læg et stykke plastfolie over dejen til grydebrødet og stil gryden et lunt sted.

Når dejen er hævet godt op efter en halv til en hel time, så tænder du ovnen på 190 grader. Fjern folien, drys dejen med flagesalt og bag grydebrødet midt i ovnen i 35-40 minutter indtil brødet er fint gyldenbrunt. Tag gryden ud og lad den køle ned i 5 minutter inden du vender brødet ud.

Velbekomme!


Synes du godt om, får du opskriften i en fin pdf som tak - uden reklamer. Lige til at printe ud.

Ingredienser til grydebrød med rosmarin og tranebær


ca. 800 g hvedemel
2 tsk groft salt
1 tsk friskkværnet peber

1 brev tørgær
4 dl vand
1,5 dl mælk
2 spsk olivenolie

70 g tørrede tranebær
3 spsk friskhakket rosmarin

Ca. 2 tsk flagesalt til at drysse over brødet