Billede af broccolisalat med bacon

Broccolisalat med bacon som stenalderkost / palæo diæt

Kan være klar om 20 min

Jep, jeg ved godt mælkeprodukter ikke umiddelbart går hånd i hånd med principperne i stenalderkost, så skyr er lidt en farisæer i denne opskrift. Men, skyr har til gengæld et meget højt naturligt indhold af protein, som i dén grad fungerer i stenaldermad. Proteinrig mad gør at du hurtigere føler dig mæt i forhold til antallet af kalorier du indtager. Med andre ord behøver du ikke spise nær så meget for at blive mæt - og være mæt længe. Derfor er stenalder broccolisalat supergodt at tage med på madpakken. Dit blodsukker svinger ikke op og ned pga. sukkerholdig mad og du kan holde dig mæt til du skal hente børnene. Er det en vinder? Det tror jeg nok. Her kommer opskriften!

Sådan laver du stenalder broccoli salat


Sæt en gryde over med en halv liter vand og mens det kommer op at koge, knækker og skærer du broccolihovedet i små stykker. Når vandet koger, hælder du broccolistykkerne ned i og tager dem op igen efter 5-10 sekunder. Det kogende vand er primært for at dræbe eventuelle jordbakterier og sekundært for lige at tage det sprødeste knas af dem. Broccoli skal ikke være udkogt og ej heller bare blødt, men de smager efter min mening bedst, hvis de lige får taget toppen af det hårde uden på ved at blive blancheret, mens de stadig er sprøde og friske inden i.

Skyld broccolien i koldt vand og dup det tørt i et rent viskestykke. Hæld derefter 1 deciliter rosiner, 1/2 deciliter solsikkekerner i broccolisalaten og rør det godt rundt sammen med 2,5 dl skyr.

Steg baconen på panden til det er lækkert sprødt og knasende og læg det derefter på flere lag køkkenrulle, så fedtet bliver suget væk. Hak baconen i små stykker og drys det over broccolisalaten.

Du kan servere stenalder broccolisalaten i stedet for fx. ris, pasta og kartofler. Her til aften fik min kæreste og jeg steaks med broccolisalaten som eneste tilbehør. Det smagte supergodt, men du kan fx. også bage et stenalderbrød og spise det sammen med broccolisalaten.


Synes du godt om, får du opskriften i en fin pdf som tak - uden reklamer. Lige til at printe ud.

Ingredienser til broccolisalat med bacon


1 broccolihoved
1 dl rosiner
1/2 dl solsikkekerner

1 pakke bacon

2,5 dl skyr