Anbefaling af kokkekniv
23. jan. 2025

Anbefaling af kokkekniv
Har du nogensinde prøvet at skære en tomat og oplevet at kniven smutter?
Du har måske endda skåret dig i fingeren?
Når man skærer sig i fingeren i køkkenet, så er det oftest fordi kniven er for sløv og smutter. Skarpe knive skærer gennem tomaterne – det gør sløve knive ikke. De glider ned over siden på tomaten og rammer dig i fingrene. Det er så frustrerende, irriterende og ikke mindst farligt at bruge dårlige, sløve knive i køkkenet. Det gør det trist og kedeligt at lave mad, og man mister helt lysten til at prøve at lave den lækre salat, man fik ved naboen.
Måske har du endda jævnligt dine knive til slibning, men du synes ikke det holder særligt længe. Og så gider du ikke rigtigt bruge flere penge på det, men køber i stedet en ny kokkekniv i supermarkedet.
Lad være med at smide flere penge ud på dårlige kokkeknive og undgå at dine fingre bliver snittet over, fordi kniven smutter. Den glæde du får ved at købe en ordentlig kniv holder i flere år – hvis du køber den rigtige.
Her får du mine bedste tips til, hvordan du vælger en god kokkekniv, sparer penge i det lange løb – og beholder dine fingre. Efter mange års madlavning har jeg efterhånden et godt overblik over, hvad en god kokkekniv er og hvordan den er bygget op.
Du får gode tips til følgende:
Hvad hedder de forskellige dele af en kniv?
Hvordan er en kokkekniv bygget – og hvad er bedst?
Hvor nem er kniven at holde skarp?
Hvordan beskytter jeg min kniv bedst muligt?
Hvilken kokkekniv skal jeg vælge?
Hvad hedder de forskellige dele af en kniv?
Først får vi lige styr på, hvad de enkelte dele af en kniv egentlig hedder. Håndtag, blad, spids osv. siger vist sig selv, men bolster, tange og hæl er gode begreber at kende, når man skal vælge en god kokkekniv.

Håndtag
Håndtaget på en kniv er som regel lavet af træ, plastik eller metal. Træhåndtag er fantastiske at holde på, men de kræver lidt vedligeholdelse og du skal undgå at de bliver våde. Plastikhåndtag kan være glatte og skrøbelige med tiden, mens metalhåndtag holder længere, men kan være glatte alt efter konstruktionen.
Tange
Tangen er den del af kniven, som fortsætter ind i håndtaget. Det bedste og mest holdbare er en fuld-tang, der går hele vejen igennem håndtaget og kan ses både foroven, forneden og bagpå. En halv-tang er mindre holdbar.
Bolster
Bolsteret sidder mellem håndtaget og knivbladet og giver balance og tyngde til kniven. Det giver desuden fingrene et naturligt hvilested.
Ryg
Knivryggen er tyk på de fleste gode kokkeknive og giver styrke til bladet. Brug ryggen og ikke æggen til at skrabe med på skærebrættet.
Hvordan er kniven bygget?
Udstansede knive
En udstanset kniv er lavet ved at klippe et stykke stål ud i form og slibe det. De er billige og bøjelige, men mister hurtigt skarpheden og har ofte dårlig balance. Velegnede til fx filetering, men ikke til hårde grøntsager.
Smedede knive
Smedede knive er lavet af ét stykke stål og er gennemvarmet og hærdet. Det giver en tættere struktur, der holder skarpheden længere og er nemmere at slibe. De har ofte god balance og en solid konstruktion.
Japanske knive
Ét-lags knive
Lavet af én type hårdt stål. De er skarpe og gode til snit og præcisionsarbejde, men kan chippe hvis man hakker i hårde emner.
Laminerede stålknive
Kombinerer hårdt stål i midten og blødere ydre lag. Giver god balance mellem holdbarhed og skarphed. Ruster ikke nemt.
Damascerede knive
Disse er bygget af mange lag stål omkring en hård kerne. De er ekstremt skarpe, smukke og holder skarpheden længe. Dyrere på grund af den komplekse fremstilling.
Keramiske knive
Ekstremt skarpe og holder sig skarpe længe. Meget lette, reagerer ikke med syreholdig mad og kræver sjældent slibning. Men de er skrøbelige og kan splintres nemt ved slag.
Sådan beskytter du din kniv bedst muligt
Vask kniven i hånden – ikke i opvaskemaskine.
Brug strygestål regelmæssigt, så holder skarpheden længere.
Denne kokkekniv skal du vælge
Drop de udstansede knive – de er billige, men ikke særligt gode i brug. Gå i stedet efter en smedet kokkekniv, gerne med en kulstof-legering. Har du pengene til en damasceret kniv, så er det et lækkert og holdbart valg.
Er du forsigtig og har mod på det, kan du også prøve en keramisk kniv. Personligt foretrækker jeg dog en kniv, der kan tåle lidt mere, og derfor er keramiske ikke det bedste valg for mig.
Min ønske-kniv er en damasceret model med mange lag stål – skarp, holdbar og smuk. Men det er også en investering. En god mellemvej er en fuldsmedet kokkekniv i god kvalitet til en rimelig pris – og det er den type, jeg selv ville vælge.