Billede af hakkebøffer med græske kartofler

Hakkebøffer med græske kartofler og feta og ovnbagte peberfrugter

Kan være klar om 45 min

Åh, hvor er det fantastisk at kunne gøre ganske almindelige hakkebøffer til et lille festmåltid for meget små midler. Det koster næsten ingen at lave denne ret og den smager virkelig godt. Hvilket minder mig om at jeg savner at sidde en varm sommeraften i et land langt nede sydpå og spise lækker mad efter at have haft nogle gode oplevelser med min familie i løbet af dagen... med denne opskrift kan du altid skrue lidt op for radiatoren og lade som om du er på ferie!

Sådan laver du hakkebøffer med græske kartofler



Tænd ovnen på 225 grader mens du gør resten klar.

Skyl kartoflerne - du behøver ikke skrælle dem, de bliver tværtimod ekstra lækre med skræl på og du sparer lige en arbejdsgang. Skær kartoflerne igennem på langs og læg dem i en skål, hvor du hælder olivenolien i og fordeler det godt sammen med det finthakkede hvidløg og salt.

Fordel kartoflerne på bagepapir på en bageplade og sæt det i den varme ovn. Tænd for varmluft funktionen, hvis din ovn har det. Sæt en timer på 20 minutter - så kan du klargøre resten imens.

Mens kartoflerne er i ovnen, trækker du den grønne stilk af peberfrugterne, skærer dem i tykke strimler (ikke stilken, peberfrugterne!) og fjerner frøene indvendigt. Hæld lidt olivenolie over dem.

Del oksefarsen over i 4-6 stykker og form bøfferne. Der skal ikke noget i bøfferne og du behøver ikke forme dem helt fast - bare lige saml dem, så de ikke falder fra hinanden når du steger dem. Hæld lidt olivenolie over dem og krydr med salt og friskkværnet peber.

Når uret bipper, så lægger du de røde peberfrugter oven i kartoflerne i ovnen og giver dem 15 minutter mere. Stadig med varmluft tændt.

Varm en pande godt op inden du lægger bøfferne på med den krydrede side nedad. Hæld lidt olie på den anden side og krydr med salt og peber inden du vender bøfferne efter 2-3 minutter og steger dem på den anden side. Tag dem af panden og læg dem på en tallerken med staniol over, så de lige får lov at stå og trække lidt inden serveringen.

Når tomaterne og de røde peberfrugter er færdige og møre, så tager du dem ud, lægger dem i et fad og drysser den smuldrede feta over sammen med frisk persille (husk at skylle det godt).

Krydr med salt og peber og så er der ellers serveret et festmåltid!

Tip: Jeg serverede en hjemmelavet bearnaisesauce da jeg skød billedet til opskriften her og det er superlækkert, men ikke bidende nødvendigt. Du kan selvfølgelig også købe en færdiglavet i supermarkedet - det skal du ikke høre noget for.


Synes du godt om, får du opskriften i en fin pdf som tak - uden reklamer. Lige til at printe ud.

Ingredienser til hakkebøffer med græske kartofler


500 gram hakket oksefars

1 kg kartofler
2 fed hvidløg
4 spsk olivenolie

2 røde peberfrugter

1/2 bøtte feta (ca. 200 gram)
Frisk persille - gerne bredbladet

Salt og friskkværnet peber