Billede af fiskesuppe

Fiskesuppe med muslinger, tigerrejer og lækker fisk

Kan være klar om 45 min

Fiskesuppen her er meget nem at lave, men den smager fuldstændigt vidunderligt og kan løfte enhver grå og kedelig efterårs-onsdag op på et højere plan. Duften af hvidvin, muslinger, hvidløg og timian hænger stadig i huset, men jeg åbner ikke vinduerne endnu for det er som at komme på ferie til Italien for en meget kort stund.

Jeg kan godt lide at grønsagerne ikke bliver hakket så fint at konsistensen forsvinder når de bliver tilberedt, men det er helt op til dig. Og, hvis du ikke lige kan huske, hvordan fennikel smager, så har det den lækreste lakridsduft som min søn var noget overrasket over kom fra en grønsag...!

Nå, videre til opskriften.

1: Først skyller du fennikel og porre og hakker det sammen med hvidløg og chilien. Husk det kun er det hvide af porren du kan bruge, de grønne blade skal bare smides ud. Gem halvdelen af den hakkede chili til serveringen - så kan folk selv justere chilistyrken i deres fiskesuppe. Derefter svitser du de hakkede grønsager sammen med chili og hvidløg i lidt olivenolie i en suppegryde.

2: Når grønsagerne er bløde tilsætter du 1,5 liter vand og 1,5 dl hvidvin og skruer op for blusset indtil suppen begynder at koge. Så skruer du ned, så fiskesuppen kun lige står og simrer. Så tager du en dyb indånding og nyder duften mens du snupper et glas hvidvin til madlavningen. Denne fiskesuppe er så nem at lave at du sagtens kan holde lidt pauser indimellem.

3: Hak tomaterne og et lille bundt frisk timian fint inden du kommer det i suppen. Skær fisken i små bidder og lad det koge med i fiskesuppen.

4: Hæld muslingerne i en stor skål og rod rundt med hånden så du kan se dem lukke sig. De muslinger, der ikke lukker sig skal du smide ud - de er døde. Så tilsætter du de resterende muslinger sammen med tigerrejerne og når muslingerne har åbnet sig så er retten færdig. Er der nogen af muslingerne, der ikke har åbnet sig så tag dem op og smid dem ud. Smag fiskesuppen til med salt (ca 2 teskefulde) og friskkværnet peber og server sammen med et lækkert brød!


Synes du godt om, får du opskriften i en fin pdf som tak - uden reklamer. Lige til at printe ud.

Ingredienser til fiskesuppe


1 fennikel
1 porre
3 fed hvidløg
1 chili

1,5 l vand
1,5 dl hvidvin

4 tomater
1 bundt frisk timian

400 g hvid fisk, fx pighvar eller havtaske
400 g muslinger (25-30 stk)
250 g tigerrejer

2 tsk salt
friskkværnet peber